Hvad er Bitcoins?

Bitcoin er en digital valuta, som både kan bruges til at betale med, samt til opbevarelse af værdi. Bitcoin er decentralt, hvilket betyder at der ikke er nogen central organisation som bestemmer over Bitcoin, og dermed heller ikke kan lukkes ned. Bitcoin bliver handlet på børser, og det er dermed udbud og efterspørgsel som afgør prisen på en Bitcoin.

Den klassiske forklaring på Bitcoins, er at det er en digital valuta som kan bruges til at betale med. Det giver ikke så meget mening for de fleste, fordi hvordan i al verden kan man bare lave en ny valuta, også begynde at bruge den som et betalingsmiddel?

Før man kan forklare hvad Bitcoins er, så er man først og fremmest nødt til at spørge: Hvad er penge? Penge er et socialt fænomen. Det er en ting mennesker har skabt, for at gøre det nemt at handle. I sig selv er penge intet værd: Pengesedler kan hverken spises eller bruges til at lave smykker. Det er i modsætning til f.eks. guld, som faktisk kan bruges til at lave ting (elektronik, smykker osv.). Penge er i dag noget værd, fordi samfundet tillægger det en værd. Penge har en værdi, fordi butikken på den anden side af gaden tilfældigvis synes at penge er et fint betalingsmiddel, og dermed modtager det når deres købes mad. Det handler derfor om en fælles tillid.

Det samme er tilfældet med Bitcoins. Bitcoins er en valuta som der er skabt via Internettet, og den har i dag en værdi, som gør at du kan betale med den. Faktisk er tilliden i dag så stor til Bitcoins, at den samlede markedsværdi af BItcoins er over 6 milliarder kroner.

Men hvis denne valuta er skabt over Internettet, kan man så ikke bare kopiere den? Kan man ikke bare skabe sin egen nye valuta, og dermed være rig? For at svare på det, skal vi kigge på hvordan Bitcoins blev skabt.

Hvordan blev Bitcoins skabt

I 2009 blev der frigivet en artikel om en ny digital valuta ,som hed Bitcoins. Det var en artikel på 12 sider, udgivet af en anonym person som kaldte sig selv Satoshi Nakamoto. Denne artikel beskrev et avanceret system, hvor man via et P2P netværk (et system hvor alle der har dette program både henter og deler indhold samtidig), kunne opretholde en økonomisk valuta.

Ideen i systemet, er at hvert eneste gang man overfører penge, så gemmes det i en ”blockchain”. Dette skal man bare se som en lang kæde. Forestil dig at du overfører 1 Bitcoin til en kammerat, og han overfører den videre til en butik. Her vil kæden så indeholde informationer der kan fortælle at du overførte 1 BItcoin til din kammerat, og han så overførte den til butikken.

Det revolutionerende omkring denne artikel som blev udgivet, var en måde at håndtere denne kæde på. Alle de som betaler med Bitcoins, deltager i denne kæde, og holder netværket aktivt.

Alle dem som deltager aktivt i netværket, har derfor et lille program på deres computer eller mobile enhed, som kender samtlige betalinger der nogensinde er overført med Bitcoins. Ved at alle har denne kæde, kan man se hvor mange Bitcoins de enkelte brugere har.

Dette bringer os tilbage til værdien af Bitcoins. Spørgsmålet er nemlig: Hvor mange Bitcoins er der? Sagen er at hvis man startede ud med der var flere hundrede millioner af Bitcoins, så ville det ikke være noget som helst værd. Derfor blev Bitcoins laver på en smart måde, hvor der både var et maksimalt antal af Bitcoins, samtidig med at de ikke blev frigivet med det samme.

En meget populær video som forklarer om Bitcoins

Det maskimale antal af bitcoins

Da Bitcoins blev skabt, blev der indbygget en mekanisme som gjorde at BItcoins blev skabt løbende. Den øvre grænse for antallet af Bitcoins er 21.000.000, og de bliver skabt løbende indtil år 2150, hvor samtlige Bitcoins er fundet.

Det betyder at der aldrig nogensinde kan blive skabt mere end 21.000.000 Bitcoins. Dvs. at hvis f.eks. hele USA (med 300.000.000 millioner indbyggere) begyndte at bruge BItcoins som deres valuta, så ville det svare til at der i gennemsnit ville være 0,07 Bitcoins til hver indbygger. Dette er vel og mærke når samtlige Bitcoins er fundet.

Sagen er den at der bruges en matematisk funktion til at bestemme hvor nemt det er at finde Bitcoins. De første Bitcoins var rigtig nemme at finde, hvorimod de så er blevet sværere og sværere at finde. I dag er der fundet ca. 11.000.000 Bitcoins, og det bliver sværere og sværere at finde dem.

”Fundet”? Hvordan kan man finde Bitcoins?

Den skarpe læser ville allerede havde undret sig over sammensætningen af ”fundet Bitcoins”. Vil det sige at man kan finde Bitcoins?

Det som der bl.a. er revolutionerende med Bitcoins, er den måde hvorpå den centrale kæde af betalinger fungerer. Den fungerer ved at der er nogle computere, som arbejder med denne kæde, og finder ud af hvilke betalinger der er sande som skal godkendes og afvises i kæden. Hver gang en kæde finder ud af dette, belønnes den med en meget lille mængde Bitcoins.

Disse computere er drevet af mennesker, som man kalder ”minere”. Udover at arbejde med at godkende/afvise betalinger i den store kæde, så arbejder de også på den store kæde, hvor de kan skabe nye Bitcoins.

Disse computere har installeret nogle softwareprogrammer, som kører i baggrunden. De laver en masse matematiske forsøg, og hver gang der så sker noget rigtigt, så falder der en belønning af. Der er derfor mennesker som tjener deres Bitcoins ved at have disse programmer kørende. Alle kan hente disse programmet, og gå i gang med at finde Bitcoins. Det er dog værd at nævne at den strømregning man får ud af at finde Bitcoins, er væsentligt højere end værdien af de Bitcoins du finder.

Men når man så har fundet sine værdifulde Bitcoins, hvor gemmer man dem så henne? Det gør du i en Bitcoin wallet.

Bitcoins wallet (pung)

Pung hedder på engelsk en wallet, og derfor har man lavet et fint udtryk som hedder ”Bitcoin wallet” (Bitcoin pung).

Begrebet wallet er et begreb som bliver mere og mere udbredt. Et godt eksempel kunne være en PayPal konto, hvor man har nogle penge stående. Et andet eksempel kunne være et gavekort fra Inspiration, hvor man har nogle penge tilbage på sit kort. Konceptet er her at man lavet en ”ny valuta”, som har en værdi i den enkelte butik.

På samme måde samles Bitcoins i wallets. Du har en konto, hvor du har dine Bitcoins gemt. Denne wallet kan så være placeret på din egen computer eller hos en virksomhed på Internettet. Ligesom PayPal opbevarer dine penge, så er der virksomheder såsom Coinbase og Blockchain.info, som opbevarer dine Bitcoins.

Det er afsindigt nemt at oprette en ny wallet. Derfor har de fleste Bitcoins ejere også et par stykker, så de kan have Bitcoins stående rundt omkring.

Når du har denne Bitcoin wallet, så er du også i stand til at bruge dine Bitcoins. Du kan modtage Bitcoins, og du kan sende dem.

Hvordan sender jeg så Bitcoins?

Når der sker en overførsel med Bitcoins, så sker det imellem 2 unikke adresser. Disse adresser kan du tænke på som telefonnumre eller email adresser.

En adresse er en lang tekst. Man plejer ikke at skrive den ind selv, fordi de er meget lange og nærmest umulige at huske. Et eksempel på en adresse kunne være:

18y4wEhDGZq6iaiXYFcatQFDarqKzgCH5c

I stedet så foregår betalinger ved at man kopierer denne adresse, og indsætter den i ens wallet, hvor man så kan betale. En anden måde at betale på, er ved at scanne en QR-kode med din telefon, også kan du betale via telefonen.

At sende Bitcoins er utrolig simpelt. Du logger ind på din wallet, du kopierer den adresse du ønsker at sende til, indtaster hvor mange Bitcoins du vil sende, også trykker du send. Derefter bliver de overført. Det leder os videre til… Kan man sende mindre end 1 Bitcoin?

Opdelingen af Bitcoins og betalingsgebyrer

Der er jo et maksimum på 21 millioner Bitcoins, og det ville hurtigt kunne give problemer hvis man ikke kunne opdele dem. I så fald ville det kun være de rigeste der ville være i stand til at have 1 Bitcoin, når systemet bliver bare lidt større.

Derfor kan man opdele Bitcoins, så du kan sende 0,01 eller endnu mindre såsom 0,00001 Bitcoins. Den mindste værdi i Bitcoin kaldes en Satoshi, og svarer til en hundrede milliontedel af en Bitcoin. Den mindste værdi er derfor 0,000000001 Bitcoin.

Når man sender Bitcoins, så er der også et transaktionsgebyr. Dette gebyr går ikke til nogen bank, ej heller til en bagmand bag systemet der sidder og skummer fløden. Derimod går dette gebyr til den person som verificerer transaktionen i den lange kæde som holder styr på alle betalingerne (ham der kaldes en miner).

Det transaktionsgebyr man i dag betaler, svarer nærmest til ingenting. Det er et gebyr fast på 0.0005 Bitcoins. Omsat til kroner og øre, så bliver det ca. 20-25 øre, hvilket er langt mindre end normale bankoverførsler. Når du f.eks. handler på en webshop, som tager Visa og lignende kreditkort, betales der som regel imellem 1,5-2% af hele beløbet.

Når værdien af Bitcoins stiger, så vil det også sige at gebyret stiger. Men i Bitcoins er der indbygget et system, hvor dette gebyr vil falde med tiden. Det gør at det vil blive ved med at være forholdsvis lavt, og dermed er konkurrencedygtigt i forhold til kreditkort og normale banker.

Det er vigtigt at der er et betalingsgebyr, fordi kæden med betalingerne ville blive uendelig lang. Det skal derfor ses som en positiv ting, at den er til stede.

Men værdien af Bitcoins… Hvad vil det sige?

Investering i Bitcoins

Bitcoin har i sig selv ikke nogen værdi for omverdenen. Selvfølgelig kan man købe ret mange ting med Bitcoins, men der er ingen central administration for Bitcoins, hvor du kan ombytte dine Bitcoins til en valuta du kender.

Det er der selvfølgelig en masse virksomheder der har lavet, og de er rigtig spændende. På disse websites kan du købe og sælge Bitcoins for dollars of euro.

Der findes bl.a. et stort auktionssite som kaldes MtGox, hvor folk sælger og køber. Det fungerer præcis ligesom med aktier, hvor alle kan gå ind og købe og sælge døgnet rundt. Ud fra udbud og efterspørgsel, fastsættes der hele tiden en pris for Bitcoins.

Denne præcis afspejler hvor meget folk er villige til at betale for en enkelt Bitcoin. I skrivende stund er folk villige til at betale 90$ pr. Bitcoin, men imens du læser dette tal er helt sikkert et helt andet tal.

Det gør også at folk kan investere penge i Bitcoins. Hvis nogen tror på at denne valuta kommer til at stige helt enormt, så kan det være en fordel at investere penge. Det gør man ved at købe Bitcoin, som så stiger eller falder i værdi, også sælger man dem på et senere tidspunkt.

Personligt købte jeg en lille smule Bitcoins da de kostede 13$ pr. Bitcoin, som så i dag er noget mere værd. Så er der andre som har købt dem da de var længere nede i værdi. Grunden til at Bitcoin har steget så meget i værdi, er fordi der er nogle specielle kendetegn, der gør dem meget populære.

Kendetegn ved Bitcoins

Der er en række kendetegn, som gør at det er en helt unik måde at overføre penge på. Dem gennemgår vi her, så du kan få en ide om hvorfor de er blevet så populære som de er.

Man kan ikke trække en betaling tilbage. Et stort problem for mange butikker, er at betalinger udført med nogle kreditkort kan blive ført tilbage. Hvis man sælger produkter, som senere viser sig at have været købt med et stjålet kreditkort, så kan man risikere ikke at modtage pengene. Det er både dyrt og meget ødelæggende for en forretning. Det smarte ved Bitcoins er at når pengene først er modtaget, så er de modtaget, og ingen kan trække dem tilbage.

Bitcoins er decentralt og globalt. I dag kan bankerne afgøre hvem de synes skal have en bankkonto. I Danmark ser vi det selvfølgelig som en selvfølge at alle har en bankkonto, men det er ikke tilfældet i f.eks. Asien og Afrika. Her er det kun et fåtal som har en bankkonto. Med Bitcoins er der ingen som kan beslutte hvem der har lov til at bruge dem. Alle der har adgang til en Internetadgang, som f.eks. på en computercafe, kan bruge dem.

Transaktionsomkostningerne er meget små. Hvis man i dag sender penge på tværs af landegrænser med bankoverførsler, så er det meget dyrt. Med Bitcoins kan man overføre penge hvor betalingen kommer med det samme, og næsten uden gebyr.

Hvad mange borgere ikke ved, er også at kreditkort tager 1,5-2% af alle transaktionsomkostninger ved køb. Det gør at når du køber en mælk i Netto, så er den 1,5-2% dyrere end den burde være, fordi Visa også skal have en del af kagen. I Danmark har vi nogle af verdens mindste gebyrer, så i andre lande er det kæmpe stort.

Bitcoins kan ikke spores. I dag er der ”Big Brother samfund” overalt. Alle pengeoverførsler kan spores, og der er ikke noget privatliv tilbage hvis man endelig gerne vil findes. Bitcoins derimod er anonymt. Du kan lave anonyme betalinger, som ikke kan spores tilbage til dig.

Tekniske forklaringer.

Yderligere forklaringer? Der er en række hjemmesider som forklarer om Bitcoins, og her ønsker vi løbende at linke til flere af dem: